Stupa
’Det er gennem de arketypiske symbolers sprog at vi atter kommer i forbindelse med den oprindelige basis fra hvilken al menneskelig kultur er udsprunget… Stupaen, der er blandt de ældste arkitektoniske former, er et universalt symbol for det erkendte sind og er et velkendt syn i lande hvor buddhismen har blomstret. I stupaen finder vi de ældgamle relikviemonumenter der engang blev bygget til ære for helte og konger, omformet til udtryk for visdom. Hvis de bliver forstået rigtigt både rationelt og intuitivt, er de spejle for harmoni og fuldkommengørelse af universelle principper, og de inviterer det menneskelige sind til fuldt at vække sine evner.’
Dette citat fra Lama Govinda giver os en smag af hvorfor stupaer bygges, og hvilken betydning de har, både nu og i tidligere tider. De er nogle af de mest fascinerende bygningsværker på jorden. Deres udvikling afspejler vores kulturers udvikling, og deres skiftende former vidner om forandringerne i vores filosofiske begreber.
Gennem dens form og gennem ’juvelerne’ der er placeret indeni, har stupaen en indvirkning på os på flere forskellige bevidste og ubevidste planer. Stupaer er energiskabere og omformere. De optager energi fra naturen, samler og omfordeler den. Man mener, at stupaer har stor beskyttende kraft. De er fulde af positiv energi og kan derfor berolige og omforme kilder til negativ energi.
Et af vores mål som udviklede mennesker er at beskytte dem, der har brug for beskyttelse. Ved at hjælpe med at bygge en stupa, kan vi give vores bidrag til en fælles indsats for at virkeliggøre dette mål. Som rent symbolske bygningsværker er stupaer hverken templer eller almindelige bygninger – de inviterer os til at tænke og meditere over deres budskab. På denne måde ansporer og hjælper de os til udvikling på forskellige områder som religion, filosofi, historie, geografi, arkæologi og på sindet selv. Når de først er bygget, hviler de på deres stenfundament, uforanderlige og upåvirkelige af samfundsmæssige og politiske begivenheder og turbulens. På grund af disse dybe indvirkninger er stupaer de mest gavnlige bygninger, vi kan opføre.
Velkommen til oplysnings-stupaen – et buddhistisk monument for fred, velstand, harmoni i verden og et sted for meditation.